Desserter

Bagte pærer med valnødder er en nem og dejlig dessert, som er så artig at den snildt kan serveres til hverdage hvor man ellers gerne vil holde lidt igen med de søde sager. Vi får spist dejligt meget efterårsfrugt i øjeblikket, skåret i tern til salater, spist frisk og skåret i både, bagt i ovnen og tryllet om til dejlige kager og desserter. Denne opskrift med pærer, valnødder, honning og kanel er noget så simpel og enkel, server den med fx græsk yoghurt eller med en kugle vaniljeis, hvis du er i det hjørne.

Ingredienser

  • 2 pære
  • 3 spsk valnødder, grofthakkede
  • 1 tsk kanel
  • 1 spsk honning
  • 2 dl græsk yoghurt 10 %
  • 1 tsk vaniljesukker

Fremgangsmåde

Halver pærerne og fjern kærnehus, samt blomst.

Pensl pærerne med flydende honning og fyld hullet i pærerne med valnødder og kanel.

Bag i ovnen i 20-25 minutter ved 175 grader og nyd med en græsk yoghurt der er rørt med lidt vaniljesukker til.

Tip til opskriften

  • Du kan komme pærerne i ovnen lidt inden I sætter jer til middagsbordet – perfekt hvis ovnen er varm i forvejen, så er det nemt og hurtigt at forkæle med en sød overraskelse til dessert på en hverdagsaften.
  • Skal den være weekendsød, så server med vaniljeis, men denne variant med græsk yoghurt er altså også fantastisk.
  • Man kan også tilføje marcipan eller en smule mørk chokolade til fyldet.